Behandlingskoncept​

Sct. Ols´ misbrugsbehandling er defineret som et Inkluderende Terapeutisk Samfund (ITS), der ser mennesker som større end deres misbrug og vejen ind og ud af misbrug betragtes som læreprocesser. De tre overordnede rammemål i denne form for misbrugsbehandling er afholdenhed, refleksionsformåen og relationsformåen, som i lyset af vor tids samfundskontekstuelle påvirkninger ses som realkompetencer for en efterfølgende socialisering.

​

Mangfoldighed, forskellige læringsstile og læring i fællesskabet er her i højsædet sammen med et fokus på, hvad den enkelte kan bidrage med, og hvordan holddannelsen på tværs af forskellighed kan fremme personlig udvikling og vækst. Det er derfor ikke en misbrugsbehandling, som differentierer brugergruppen i henhold til rusmiddelpræference, alder, etnicitet, religion, køn eller andet.

​

Der satses i stedet på at optimere den enkeltes læreudbytte ved at arbejde med heterogene brugergrupper, som består af personer med forskellige stofpræferencer såvel som ældre og unge samt personer med en anden etnisk baggrund. Behandlingsmodellen er skitseret i nedenstående modelbillede, som viser primære arbejdstemaer, komponenter og principper i en misbrugsbehandling, som hjælper brugerne med at blive parate til at leve livet uden rusmidler.

​

​Det yderste grå felt i ovenstående modelbillede illustrerer behandlingens terapeutiske rammer, som stiller adfærdsmæssige krav til både brugere og behandlere. Set udefra og ind omkranser rammerne en inkluderende praksis, som betyder, at forløbet i højest mulig grad skal tilpasses brugeren. De terapeutiske rammer markerer samtidig nogle integrerende adgangsbetingelser, som betyder, at brugere og behandlere skal kunne tilpasse sig til dem for at deltage.

​

Rammerne er både miljøafskærmende og tryghedsskabende, idet de beskytter brugerne mod uhensigtsmæssige påvirkninger fra de hjemlige misbrugsmiljøer og vennekredse i en hektisk omverden. Indenfor disse rammer bliver der i højest mulig grad varetaget en inkluderende praksis for at skabe bevægelse hen imod de tre overordnede rammemål.

Rammemålet afholdenhed betyder, at det er et forløb, som skal hjælpe de indskrevne brugere med at stoppe deres misbrug af rusmidler. Eksempelvis illegal narkotika, lægeordineret medicin, alkohol og andre sinds- og stemningsændrende midler. De pågældende personers misbrug kan her betegnes som en afvigelse fra det, som ellers regnes for sundt og normalt. I tråd med dette har misbrugeren udviklet et misbrugsproblem, som indebærer et unormalt eller abnormt forhold til et eller flere rusmidler.

​

Rammemålet refleksionsformåen betyder, at det også er et forløb, hvor brugerne arbejder med opgaver, som gør dem bedre til at spejle egne psykiske processer i forhold til målsætninger, valg- og handlemuligheder. Herunder også evnen til at spejle og konsultere dybereliggende værdier i forhold til strategier, beslutningsprocesser og planlægning.

​

En forbedret refleksionsformåen vil således hjælpe personen til at tage et mere værdibetonet lederskab i eget liv. Rammemålet relationsformåen betyder, at det samtidig er et forløb, som omhandler forbindelsen, kontakten eller forholdet til andre mennesker og de forskellige sider af vedkommende selv. En persons relationsformåen er således et udtryk for vedkommendes evne til at indgå i sådanne forbindelser, kontakter eller forhold. Herunder også evnen til at varetage en hensigtsmæssig kommunikation, hvor der også tages ansvar for kommunikationens indvirkning på andre og vedkommende selv.

For at fremme en sådan forløbsudvikling bliver der gjort mest muligt ud af at installere brugeren som ekspert og oplevelsen som læremester i et forløb, som på den ene side afdækker misbrugets illusioner om behovstilfredsstillelse og på den anden side udvikler realkompetencer for den efterfølgende socialisering i det danske samfund. I så henseende lærer brugerne en form for selvregulering, som gør dem bedre i stand til at tage et mere værdibetonet lederskab i eget liv.​

For at opnå det bedst mulige læreudbytte i en sådan forløbsudvikling, har behandlingen valgt at prioritere en dybtgående lærestrategi, som i højere grad end den traditionelle misbrugsbehandling retter sig mod de ubevidste hjerneområder, som ikke bare får os til at reagere følelsesmæssigt, men også lagrer de ubevidste antagelser, som driver vores vanemæssige adfærd, der ofte er absolut nødvendig og hensigtsmæssig. Mange af disse kan være fysiske handlinger som at gå, spise, køre bil og udføre rutinemæssige arbejdsopgaver, mens andre kan være mobilisering af følelser, som afgør, hvordan vi rent følelsesmæssigt reagerer i specielle situationer. Vi tilegner os hver især et hav af forskellige vaner gennem ubevidste processer, og mange af dem kan også skabe problemer – eksempelvis misbruget af rusmidler. I tråd med dette ligger der i misbrugerens hjerne lagret antagelser, som ikke bare får rusmidlerne til at fremstå som behovstilfredsstillelse og fremkalder stoftrang. Det er også antagelser, som får den rationelt tænkende hjerne til at retfærdiggøre brugen af rusmidler, når trangen til at bruge dem bliver udløst af en situation eller en hændelse. Det er da også de her nævnte områder i hjernen, vi ønsker at påvirke med den lærestrategi, der illustreres i nedenstående figur.

​

Arbejdstemaerne værdiafklaring, immunitet mod forandring og narrative historiefortællinger bliver gennemgået som obligatoriske workshops og opgaver i forløbets tre faser. I hver af de tre faser deltager de indskrevne brugere i en værdiafklarende workshop, og de laver også andet værdiafklarende opgavearbejde. I hver af de tre faser bliver der også arbejdet med narrative historiefortællinger i forhold til fortid, nutid og fremtid. Endelig bliver der i hver af de tre faser arbejdet med strukturerede opgaver, som afdækker brugernes psykiske "immunitetsforsvar" (eller forsvarsberedskab) mod at forandre forskellige typer vanemæssig adfærd.

Hertil skal det også siges, at der i dag kan findes en neurovidenskabeligt argumentation for denne satsning på en lærestrategi, der installerer brugeren som ekspert og oplevelsen som læremester. Blandt andet fordi dele af vores voksne hjerner fungerer på samme måde som hos små børn, der automatisk skubber handlingsanvisninger fra voksne autoriteter tilbage. Dette fænomen er et resultat af det, man kalder homøostase, som er enhver organismes naturlige bevægelse hen imod ligevægt og væk fra forandring. Derudover ved man også, at hjernen er et mønsterdannende organ med et medfødt ønske om at skabe nye neurale forbindelser. Når mennesker selv løser problemer, vil hjernen i større grad frigive neurontransmittere, som kan bidrage til dannelsen af nye neurale forbindelser. Snarere end at belære og levere løsninger, kan man derfor mere effektivt hjælpe andre ved at stille relevante spørgsmål og støtte dem i at komme frem til egne løsninger.

Dette er samtidig en misbrugsbehandling, der er tilsluttet et inkluderende praksisideal med en ideologisk forpligtigelse til at gå langt i bestræbelserne på at tilpasse fremgangsmåder og metoder til brugeren. Hvis brugen af en spørgende tilgang øger forvirringen, skal man derfor også kunne bruge en anden tilgang. Som en tommelfingerregel i forhold til brugere, der har en for høj psykisk belastning til at få gavn af den spørgende tilgang, skal hjælperen vælge vejledning fremfor coaching. Når brugerens psykiske belastning er høj, kan hjælperen endvidere bruge mere tid på at skabe tryghed og give brugeren mindre mængder information ad gangen. Her kan man med fordel dele arbejdsproceduren op i flere korterevarende sessioner, hvor der hver gang videregives specielt udvalgte informationer.

​

Inden man går i gang med de mest dybtgående dele af det arbejde, der er skitseret ovenfor, skal mange brugere først hjælpes til at komme fysisk på fode, og hvad det angår, bliver der ofte tilrettelagt medicinske afgiftningsforløb. Brugeren følger hver dag fra morgen til aften et dagsprogram med skemalagte aktiviteter bestående af morgensamling, gruppearbejde, undervisning og afsluttende fællessamling m.m. Alle enheder har også en socialrådgiver, som hjælper brugerne i forhold til uddannelse, arbejdstræning, boligforhold og ansøgninger til det offentlige. Eksempelvis ansøgninger om revalidering, fleksjob og jobtilskud m.m.​