Forfatteren forklarer, hvordan coaching træner brugernes refleksions- og relationsformåen, så afhængighedsforholdets illusioner om behovstilfredsstillelse udfoldes samtidig med, at overgangen til en afholdende levevis understøttes. Her belyses brugen af coaching som en individuel ydelse og som et værktøj, der støtter brugen af fællesskabet som metode.
I dette arbejde lægges der blandt andet vægt på at coache brugernes lederskab frem på tilnærmelsesvis samme måde, som det gøres i forhold til ledere i erhvervslivet. Her handler det blot mere om at støtte brugerne i en læreproces, hvor de tager lederskabet i deres eget liv tilbage – et lederskab, som tidligere har været overtaget af afhængighedsforholdet til forskellige typer rusmidler.
Bogens indhold viser, hvordan læremetoden coaching bidrager til at optimere brugernes udbytte af forløbet i en misbrugsbehandling, hvilket gør bogen til et oplagt valg for både pædagoger og andre faggrupper.
Tor Harstrup har en masteruddannelse i ledelses- og organisationsudvikling og er ICF Professional Certified Coach (PCC). Han er også uddannet og certificeret i at coache relationssystemer og er endvidere uddannet Alkolog, Formidler og Psykoterapeut.